Carletti

Et slaraffenland for slikmunde

I 1953 fandt to chokoladeklassikere vej ind i danskernes slikmunde. Lige siden har p-tærter og skumbanaer været blandt farvoritterne herhjemme, og producenten Carletti arbejder hårdt på forsat at skabe gode smagsoplevelser for de snoldende danskere.

Der er skumbananer i lange baner hos Carletti. Her på båndet passerer årligt 65 millioner skumbananer.

På fabrikken i Skødstrup dufter der sødt af chokolade og lakrids. Her produceres hvert år 65 millioner skumbananer, 17,5 millioner p-tærter samt et hav af pålægschokolade, dragé, linser og meget andet godt til ganen. For at godterne ender i slikskålene i de danske hjem, skal kvaliteten være i top, og de skal smage godt hver gang, fortæller direktør Niels Petersen.

”Det er jo ikke broccoli eller rosenkål, som ingen kan lide, men som alle køber, fordi det er sundt. Folk køber det her, fordi det smager godt!”, slår Niels fast.

 

Trang til tradition og sund slik
Højteknologiske robotter pakker lynhurtigt over 500 skumbananer i minuttet, for der er ingen tvivl om, at den gode, gamle banan er populær:

”Vores traditionelle produkter sælger godt”, forklarer Niels. ”Folk spiser det, de er vokset op med som barn”.

Mørk kæmpechokolade fra Carletti er en af de mest solgte mørke chokoladeplader i Danmark, og maskinen her laver cirka fem tons om dagen.
På fabrikken i Skødstrup finder man alt fra højteknologiske anlæg til smukke kobberkedler.

Så opskrifterne på klassikerne skal der ikke pilles ved. Heldigvis er der stadig mulighed for udvikling. Senest har en minilinse uden E-numre sneget sig ind i varesortimentet. Forbrugerne stiller nemlig høje krav til, hvad de putter i munden, fortæller Michael Sørensen fra produktionen.

”Folk vil gerne have ’sundt’ og naturligt slik. Og det skal vi være glade for", mener produktionsdirektør Benny Poulsgaard. Vi er nemlig gode til at udvikle her i Danmark. Men udvikling og innovation kræver dygtige medarbejdere, og Carletti drømmer derfor om at finde landets bedste chokolademænd, fortæller administrerende direktør Niels Petersen.

Gode chokolademænd hænger ikke på træerne
”Vi har svært ved at finde unge, dygtige produktionsmedarbejdere”, fortæller Niels.

”Der er jo ikke så meget prestige i et job i produktionen på en fabrik i dag. Og det er ikke trendy at gå på erhvervsskole.” Det er ærgerligt, mener de hos Carletti. For produktion og innovation går hånd i hånd, forklarer de. ”Uden den gode chokolademand på gulvet kommer vi ikke langt med innovationen. Det er ham, der har følingen med varerne!”, forklarer Niels.

Der er fuld gang i de mange kedler i dragéafdelingen hos Carletti. Produktionsmedarbejder Michael Sørensen sørger for, at slikket får den helt rigtige smag og farve.
”Det kræver en helt særlig fingerfornemmelse at arbejde i produktionen,” fortæller produktionsmedarbejder Michael Sørensen, der er i fuld gang med dagens arbejde på fabrikken.

Derfor har Carletti indgået et samarbejde med Randers Tekniske Skole, Tradium, om en industrioperatøruddannelse tilpasset Carlettis medarbejdere. På sigt håber de på at kunne trække på folk, der er uddannet på offentlige håndværksmæssige uddannelser.

”Det vil helt klart give branchen et løft, hvis man fra offentligt hold kunne hjælpe os med en lidt mere formaliseret uddannelse, som både indeholder industrioperatørdelen og samtidig giver faglig ballast inden for fødevarer”, siger Niels Petersen.