Spis min gris

kæmper for en verden i morgen

Mikkel Hesselager vil hæve barren og påvirke landmænd, lovgivere og forbrugere til at tage mere ansvar for dyrevelfærd, bæredygtighed og biodynamik. Derfor så han sig nødsaget til at starte den kompromisløse slagterbutik Spis min gris.

Den lille forretning på Nordre Frihavnsgade er spækket med økologisk og biodymanisk kød, hvor der er ydet omtanke for både dyr, liv og natur.

”Spis min gris, det er Mikkel”. Mikkel Hesselager, indehaver af slagterbutikken Spis min gris, fumler med headsettet. Han er på vej ud med varer til en række af byens største restauranter. I øret har han en landmand, der gerne vil levere kød til Spis min gris. Landmanden beder om en salgstale, Mikkel rømmer stemmen: 

”Altså. Spis min gris er 100 % økologisk, 100 % dansk, 100 % dyrevelfærd – vi tager kun hele dyr, og alle dyr skal i naturpleje og velfærdslagtes, så de skydes på de gårde, hvor dyrene har boet. Ingen madspild, og økologien som laveste fællesnævner. Kort fortalt”.

Lille forretning, store visioner

Der er ikke meget plads i den lille slagterforretning på Nordre Frihavnsgade i København. En enkelt panorering, og du har set det meste. Kroner og kødkøller langs hvide klinker. Indrammede billeder af landmænd, grise og kreaturer. Køledisk, køkken og dagens udvalg af kød. Nok er pladsen trang, men visionerne er store. I virkeligheden var slagterbutikken nemlig ikke en drøm for den 27-årige kok, det var en nødvendighed. Som kok arbejdede Mikkel med økologisk kød, men der var ingen, der tænkte i, hvordan man kunne hæve barren yderligere. Og så undrede det Mikkel, hvorfor landmændene fik samme pris for alt deres kød uanset kvalitet.
“Det blev klart for mig, at skulle barren hæves, var der brug for et sted, hvor landmændene kunne komme af med deres varer til den merpris, det koster at gøre det bedre. Og derfor startede jeg Spis min gris”, fortæller han.

Hos Spis min gris må ingen liv gå til spilde. Derfor køber de sammen med de landmænd, de arbejder tæt sammen med, for eksempel kalve, der ellers ville gå til spilde i mælkeproduktionen.
Selvom Mikkel Hesselager kun er 27 år gammel, har han allerede været vidt omkring, siden han i 2009 startede på kokkeuddannelsen. Nimb. Brødrene Price. Madklubben. Berntsens Ballade. Restaurant Jacobsen. Tuborg Havn. Orangeriet. Geranium. For blot at nævne et par steder.

Dansk landbrug skal trækkes mod fremtiden

Ifølge Mikkel er det nødvendigt, at man skal turde gøre tingene på en anden måde, ligesom man skal have en klar tro på, at landbruget skal bevæge sig mod en bæredygtig fremtid.
”Man kan kalde det et karmaregnskab, der i bund og grund handler om, at vi skal fremme dansk natur og biodiversitet, så der også er en verden i morgen. Derfor skal dyrene pleje arealerne, vi skal bruge hele dyret og arbejde med de udskæringer, der er sværest at afsætte. Det er selve formålet med Spis min gris, at ingen liv går til spilde. Derfor handler det også mere om ideologi end om forretning”. 
Men forretningen ser nu ud til at gå meget godt. Spis min gris er allerede ved at vokse sig større end det lille butikslokale: Snart opføres et slagteri og røgeri, ligesom en slagterbus til hjemmeslagtning er under udvikling. Og så spår den unge indehaver i øvrigt, at Spis min gris vil komme til at spille en stor rolle på det biodynamiske marked. Netop fordi de hele tiden hæver barren.

Hvem er Mikkel Hesselager?

  • Mikkel Hesselager er uddannet kok og slagter.
  • Han har åbnet den første 100 % økologiske slagterbutik i landet: Spis min gris.
  • Han sidder i bestyrelsen for biodiversitetsgårde i Danmark.
  • Han har startet foreningen Fra jord til jord.
  • Han turnerer Danmark rundt med foredrag og oplæg til, hvordan man får økonomi i økologi.
  • Han skriver pixibøger for at lære de mindste om mad, madspild og nødvendigheden af økologi og biodiversitet.
Mikkel Hesselager vil vide alt om det, han laver. Derfor kender han alt fra dyrenes familiehistorie, race og foder til de landbrugsarealer, dyrene går på.
Her tømmer Mikkel røgovnen for økologiske ølpølser, der skal sælges i butikken og leveres til byens restauranter. Godt nok er der trangt i det lille røgeri, men snart udvides der med både slagterbus, stort røgeri og eget slagteri. Her får Mikkel brug for kokke, slagtere, procesteknologer og unge med en uddannelse inden for naturressourcer.

 Spis min gris’ kompromisløse DNA

  • Alle dyr skal have et værdigt liv, derfor skal de i naturpleje.
  • Alle dyr skal velfærdsslagtes - det vil sige aflives på gårdene.
  • Dyrene skydes kun efter behov, ikke for at have varer på hylderne.
  • Spis min gris anvender kun hele dyr, derfor nørder de hele tiden i nye udskæringer og anvendelser.
  • For Spis min gris er økologi den laveste fællesnævner.
  • Alle Spis min gris’ landmænd skal tage ansvar for øko-regler, racer og dyrevelfærd.