Den unge køkkenchef

Casper Andersen har som køkkenchef på restauranten Bistro Bellevue opnået mere, end de fleste 23-årige kan drømme om. Casper har altid været konkurrencemenneske, og han er gået ind i kokkefaget med en ambition om at blive en af de bedste. Det har indtil videre bragt ham til stillingen som køkkenchef, hvor han hver dag arbejder hårdt for at få sit køkkenteam, menuer, gæster og smagsoplevelser til at gå op i en højere enhed.

At være 23 år og køkkenchef er både fantastisk og benhårdt

Casper kommer ud fra køkkenet og træder ind i restauranten. Det er morgen, og han har allerede haft flere leverandører i røret. Sådan er det, når man er køkkenchef – så er man til rådighed det meste af tiden. Casper, som er klædt i kokkeuniformen og står i sin hvide kokkeskjorte, bomuldsforklædet og sine skridsikre sko, laver roligt en kop kaffe og bevæger sig rundt i den tomme, lyse restaurant, som var det hans dagligstue. Det er tydeligt, at han bruger mange timer her. Og at han er stolt af stedet.   

Casper sætter sig ved et tilfældigt bord og begynder at fortælle. Fra han var helt lille, drømte han om at blive kok. Han vidste, at han herigennem ville få en hverdag med tempo, og samtidig få plads til at kunne udfolde sig kreativt.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle være kok. Jeg har brug for at udtrykke mig og bruge min kreativitet. Det, at jeg kan se, hvordan min mad gør gæster glade og giver dem en god oplevelse, det har stor værdi for mig,” siger han.

Mange bolde i luften på en gang

Casper viser rundt i restauranten. Der er dækket op på alle bordene, stearinlysene er tændt, musikken spiller svagt i baggrunden og stemningen oser forventningsfuldt af snart at kunne byde gæster velkommen indenfor. Vi går ovenpå og sætter os ned. Herfra har vi endnu bedre udsigt over Øresund, som bruser frem på den anden side af vejen.     

Casper sætter sig igen til rette og fortsætter med at fortælle sin historie. Han startede på kokkeskole, kom i praktik, fik sit svendebrev, og derfra gik det hurtigt: Først arbejdede han som kok på Kurhotel Skodsborg, så som souschef på Restaurant Furesø Marina og derefter fik Casper tilbudt stillingen som køkkenchef her på Bistro Bellevue. Et tilbud han ikke kunne sige nej til, selvom han godt vidste, at det ville blive nogle udfordrende første måneder.

”Lige da jeg blev køkkenchef, havde jeg rigtig meget at lære. Det var svært, og pludselig stod jeg med en masse ansvar. Men jeg fandt stille og roligt ud af det. Jeg holder stadig mest af den kreative del af kokkeerhvervet, men jeg er også glad for, at det nu er mig, der bestemmer menuerne og driver køkkenet,” fortæller han.

Alle kan blive køkkenchef – hvis de vil arbejde for det

Casper fortsætter rundvisningen i restauranten, mens morgenlyset falder ind af de store vinduer og viser vejen ud i køkkenet.  

Casper tager en plastikkasse med kød ud af køleboksen og begynder at skære bøffer ud af et stort stykke. Han lader elegant den skarpe kniv glide ned i det møre kødstykke med et tag, der vidner om, at han har gjort det uendeligt mange gange før.

Udover at stå bag komfuret og trylle råvarer om til lækre bistroretter, har Casper også fået en hverdag fyldt med administrative opgaver. Det er nyt, og Casper har erfaret, at en køkkenchef også er en, der har lyst til at sidde bag et skrivebord nogle timer om dagen. Det skal dog ikke skræmme nogen fra at kaste sig ud i det, da de forskellige opgaver supplerer hinanden og gør det til et spændende og lærerigt job. Og så er det ifølge Casper muligt at nå til tops for de fleste – hvis de vel at mærke vil arbejde hårdt for det:

”Hvis man drømmer om at blive køkkenchef, skal man virkelig ville det. Det er benhårdt og kræver meget af en. Samtidig er det fantastisk at få et helt team til at arbejde sammen, udvikle og sammensætte menuer, og i sidste ende tilberede måltider, som gæsterne elsker – det er virkelig et fedt job,” siger Casper og smiler.

Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/InsertFBFeedRoleModel.cshtml)