Ernæring & sundhed

Øg menneskers livskvalitet gennem mad og måltider

Med en ernæring og sundhedsuddannelse ligger verden åben for dig. Ikke alene får du adgang til en lang række karrieremuligheder, du får også en uddannelse, som du kan præge efter lige præcis dine interesser og fremtidsdrømme.

Er du nysgerrig efter at vide, hvordan du kan hjælpe andre med at leve et sundere liv med motion og gode måltider? Så er ernæring og sundhedsuddannelsen måske noget for dig. Er du særlig optaget af, at børn skal have de bedste forudsætninger for et sundt og aktivt liv? Eller brænder du mere for at arbejde med ældre, syge, gravide, danskere med anden etnisk baggrund eller udviklingshæmmede? Det kan også være, du brænder for at skabe bedre liv for den enkelte og for samfundet generelt og er måske mest optaget af, hvordan du kan gøre dette gennem kommunikation og innovative løsninger. Måske vil du gerne være underviser? Kogebogsforfatter? Projektleder? Kostvejleder? 

Måske vil du gerne vejlede om korrekt ernæring ved sygdom, eller måske brænder du for ledelse, innovation og udvikling inden for fødevarer, sundhed og service.

Mulighederne er mange. Ernæring og sundhedsuddannelsen kan du nemlig tone, så du kommer til at arbejde med lige præcis det, du brænder allermest for.

Uanset hvad du drømmer om, skal du være optaget af sundhed, mad, fødevarer og bevægelse, og du skal have lyst til at fremme livskvalitet hos dine medmennesker gennem din tilegnede viden om sundhed og ernæring.

Mad er mere end måltider

Som studerende på ernæring og sundhedsuddannelsen får du et afvekslende og personligt studie med masser af praktik. Du kan gå målrettet efter det, du drømmer om, ved at vælge den studieretning, de valgfag, projektopgaver og nogle gange endda også det praktiksted, der passer dig bedst. Du kan rejse til udlandet og få erfaring inden for det område, der optager dig allermest. Mulighederne er mange, så længe du har mod på en uddannelse, hvor du det ene øjeblik har hovedet begravet i bøger, og det næste er en tur i køkkenet, idrætshallen eller i fuld gang med at dele ud af din viden på dit praktiksted.

Ernæring og sundhedsuddannelsen er for dig, der interesserer dig for mad, måltider og måder at spise på. Du ved, at mad ikke kun er fedtindhold, kulhydrater og vitaminer, men at måltidet også har en vigtig funktion, hvad enten det indtages i familien, med kollegaerne eller venner. Du er optaget af kostens indflydelse på udviklingen af sygdomme og opnåelse af vægttab. Du er nysgerrig efter at få viden om måltids- og serviceledelse, kvalitets- og hygiejnestyring og meget mere. Derfor synes du også, at fag som madsociologi, danskernes forbrugeradfærd og sundhedspædagogik lyder spændende.

Forløb

Varighed: 3 år og 6 måneder.

Praktik: Ja.

Vigtig viden

Adgangskrav: Gymnasial eksamen eller relevant erhvervsuddannelse. Desuden specifikke adgangskrav.

Økonomi: SU.

 

Vil du vide mere?

Er du blevet nysgerrig, så læs mere om uddannelsen her.

Lad os fodre dig med nyt!

Vil du holdes opdateret om uddannelser og karriere i fødevarebranchen? Og nyt om Food Careers?

Giv os din kontaktinfo, så sørger vi for resten.

 

 

Tilmeld dig her