Ernæringsteknolog

Stå i front for forebyggelse, forbedring og folkesundhed

Har du lyst til at stå i front for forbedringen af folkesundheden? Vil du føre den fælles dagsorden om sundhed, ernæring og kvalitet i den offentlige mad ud i livet? Så læs til ernæringsteknolog.

Har du lyst til at forbedre folkesundheden og kvalitetsudvikle mad- og måltidsområdet? Er du optaget af, hvordan vi gennem mad og måltider kan fremme sundhed? Eller måske er du mere optaget af, hvordan den rette mad kan have en forebyggende effekt? Måske brænder du for at lave god og ernæringsrigtig mad til patienter, pårørende og personale? Måske vil du gerne sikre gode måltider til ældre eller psykisk syge borgere? Det kan også være, du brænder for at højne den kulinariske kvalitet af kantinemad? Eller måske er du allermest optaget af at skabe en ny tankegang inden for mad og måltider – måske vil du gerne indføre mere økologi eller mad lavet ud fra sæsonens råvarer?

Uanset hvad du drømmer om, vil du som ernæringsteknolog stå i front for bedre kvalitet, sundhed og forebyggelse gennem mad. Du vil blive fremtidens faglige mellemleder i køkkener, der producerer mad til mange. Uanset om du brænder for at forbedre maden på landets hospitaler, plejehjem eller børnehaver, så er der job at finde. Det kan også være, du mere ser dig selv på en skole, en døgninstitution, i et fængsel eller i et privat produktionskøkken. Mulighederne er mange, så længe du har lyst til at lede et køkken og arbejde med mennesker og måltider.

Et studie, der afspejler virkeligheden

På uddannelsen som ernæringsteknolog vil du lære, hvordan du leder og fungerer i en moderne virksomhed. Du vil få viden om ledelse og tilberedning af mad, men du vil også lære om fødevareteknologi, fødevaresikkerhed, ernæring og konceptudvikling. Kendetegnene for uddannelsen er, at du under din studietid vil arbejde med opgaver og problemstillinger, du vil kunne møde i dit fremtidige job. Uddannelsen forsøger nemlig at afspejle virkeligheden ved at være praksisorienteret. Derfor skal du også i 10 ugers praktik i en virksomhed, hvor du vil få mulighed for at fordybe og specialisere dig inden for lige netop det område, der optager dig mest.

 

Forløb

Varighed: 2 år.

Praktik: Ingen praktik.

Vigtig viden

Adgangskrav: Gymnasial eksamen, adgangseksamen til ingeniøruddannelserne eller erhvervsuddannelse.

Økonomi: SU.

Vil du vide mere?

Er du blevet nysgerrig, så læs mere om uddannelsen her.

Lad os fodre dig med nyt!

Vil du holdes opdateret om uddannelser og karriere i fødevarebranchen? Og nyt om Food Careers?

Giv os din kontaktinfo, så sørger vi for resten.

 

 

Tilmeld dig her